Udland

Tantholdt: De kæmper for kærligheden i krigens skygge

I Syrien fortsætter borgerkrigen, og i dag sluttede endnu en runde fredsforhandlinger i Geneve i Schweiz uden resultat.

Men midt i krigen lever kærligheden. Det opdagede TV 2 Nyhedernes korrespondent, Rasmus Tantholdt, da han på Valentins Dag mødte det forelskede kærestepar, Jofran Hamwi og Ali Jaber, i centrum af Damaskus.

Parret håber, at de engang kan leve sammen som familie i et fredeligt Syrien. De har deres bud på, hvordan konflikterne i det uroprægede land skal løses.

- Vi må prøve at glemme det, der er sket her i Syrien. Vi må elske hinanden. Især på Valentins Dag. Det er en god anledning til at se på hinanden og få stoppet konflikten, siger Jofran Hamwi.

Da fredsforhandlingerne om Syrien, der er blevet døbt Geneve 2, begyndte i mandags var der udsigt til nogle svære forhandlinger i Geneve.

Parterne skulle i denne forhandlingsrunde tage hul på de politiske spørgsmål om Syriens fremtid.

Men det er ikke lykkedes at nå til enighed om indførelsen af en overgangsregering, og i morgen rejser parterne hjem.

Der er nu tale om, at parterne skal indkaldes til en Geneve 3.