Udland

Ny bølge af tøndebomber dræber flere i Syrien

Et nyt luftangreb med tøndebomber har lørdag ramt byen Aleppo i det nordlige Syrien og dræbt mindst 20 personer, skriver nyhedsbureauet AFP.

 Luftangrebet kommer efter en lang række luftangreb, hvor det syriske luftvåben har smidt højeksplosive tøndebomber ned over regeringsfjendtlige områder - og dræbt flere hundrede civile.

 Ifølge menneskeretsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder var der to børn blandt de dræbte i lørdagens angreb i Aleppo.

 Aleppo i det nordlige Syrien var tidligere landets kommercielle hovedstad. Siden oprørerne indledte en offensiv i juli sidste år, er store dele af byen omdannet til ruiner.

 Byen er i dag delt i en regeringsvenlig og regeringsfjendtlig del, og ifølge en lokal medieorganisation angriber det syriske luftvåben dagligt de oprørskontrollerede dele af byen.

 Hundredvis er blevet dræbt i en bølge af tøndebombe-angreb siden 15. december, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i Storbritannien og bygger sine oplysninger på et netværk af aktivister og andre kilder fra Syrien.

 Lørdagens angreb sker samtidig med, at en FN-konvoj med humanitær hjælp er blevet forhindret i at komme frem til den gamle del af byen Homs, skriver nyhedsbureauet Reuters.

 En bombe skulle angivelig være blevet sprængt i luften nær konvojen for at forhindre den i at køre videre. Ifølge Reuters beskylder de modstridende parter begge hinanden for angrebet.

Forsyningerne til Homs var ellers en aftale fra forhandlingerne i Genève, og i går blev 83 kvinder, børn og ældre evakueret fra byen, der har været under belejring.