Udland

Korrespondent om Lykketoft: Derfor reagerer Israel hårdt

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), er kommet i modvind, efter at han på sin rejse til Israel ikke har planlagt møder med israelske repræsentanter, men kun besøger folk fra Det Palæstinensiske Selvstyre.

- Mogens Lykketoft bør tjekke sin opførsel. Den er udiplomatisk, og vi er overraskede og skuffede. Her er tale om en krise, lød beskeden tidligere fra Yigal Palmor, der er talsmand for Israels Udenrigsministerium.

Ifølge Allan Sørensen fra Kristeligt Dagblad, er reaktionen fra Israel voldsom, fordi de i forvejen oplever et pres fra omverden.

- Det er et skulderklap til palæstinenserne, og derfor reagere Israel på det. Det har set flere initiativer, som presser dem og samtidig en øget støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre, og ser det som endnu et tegn på at presset vokser til Palæstinas favør, og det tager man alvorligt, siger han til TV 2 News.

Sagen får ikke konsekvenser for Danmark

Allan Sørensen kalder det enestående, at en fremstående politiker ikke besøger repræsentanter fra Israel, men han mener ikke, at episoden får flere konsekvenser for forholdet mellem Danmark og Israel.

- Israel vil ikke kaste mere benzin på bålet, de neddrosler nu sagen, og mener ikke, der er brug for mere kritik. Det er mere en sag mellem Israel og Mogens Lykketoft som person, end det er en konflikt med Danmark, siger han, mens han hentyder til, at Lykketoft i forvejen ikke er populær hos israelerne.

- Det de måske hæfter sig ved, og som de selv referer til, er at Lykketoft ikke i forvejen var en specielt velkommen mand, efter at han kritiserede dem som udenrigsminister. Han har været en af dem, man ikke åbner armene for og omfavner i det Israelske Udenrigsministerium, og det skal man tage med i analysen.