Syrien: Evakuering af Homs er begyndt

Evakueringen af den belejrede, syriske by Homs er begyndt i dag.

Ifølge BBC er en konvoj bestående af seks busser, tre FN-køretøjer og seks ambulancer kørt ind i Homs belejrede gamle bydel. Planen er, at omkring 200 mennesker – kvinder, børn, ældre mennesker og sårede – skal evakueres i dag.

Aftalen om evakueringen blev indgået torsdag mellem byens guvernør og FN. Aftalen indeholder også en aftale om, at man allerede i morgen vil tillade nødforsyninger ind til de belejrede beboere i Homs.

Byens Homs har været hjemsted for nogle af de mest intense kampe i den nu tre år lange syriske borgerkrig.

Oprindeligt fik oprørere kontrollen over Homs, der er Syriens tredjestørste by. Men regeringsstyrker har tilbageerobret kontrollen med det meste af byen, og har trængt oprørsstyrkerne tilbage til Homs' gamle, centrale bydel.

Byen ligger delvist i ruiner efter de voldsomme kampe og bombardementer, og oprørsstyrken er fanget i Homs' gamle bydel sammen med de civile. I alt menes op mod 3000 mennesker at have været spærret inde i byens centrale kvarterer siden 2012.

Byens regeringstro guvernør, Talal Barazi, der står bag aftalen med FN, siger at dagens operation sker i en ”positiv” atmosfære.

- Vi håber, at det første skridt vil blive en succes, og at vi kan fortsætte i morgen og efter i morgen for at sikre, at alle civile der ønsker det, kan forlade den gamle bydel i sikkerhed, siger Talal Barazi.

FN siger, at man allerede nu holder klar med forsyninger, som man er klar til at køre ind i Homs med forsyninger.

- FN og vores humanitære partnere har allerede deponeret mad, medicin og andre fornødenheder i udkanten af Homs, så vi er klar til omgående levering, så snart parterne giver grønt lys for en sikker adgang til byen, siger FN-talsmand Farhan Haq.

USA's udenrigsministerium siger, at planerne om evakuering ikke kan erstate en fast, regelmæssig levering af nødhjælp til de trængende:

- Vi behøver ikke give det syriske regime kredit for blot at tillade fødevareforsyninger til de sultende i nogle få dage, eftersom det er det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Det er noget, der skulle have foregået lige fra start, siger udenrigsministeriets talsmand Jen Psaki.