WHO advarer: "Flodbølge" af kræftilfælde truer kloden

Kloden står over for en eksplosiv stigning af kræfttilfælde og derfor bør man overveje skarpe restriktioner på alkohol og sukker. Så dan lyder advarslen fra World Health Organization (WHO) i en ny rapport.
14 millioner mennesker diagnosticeres årligt med kræft, men WHO forudser, at antallet af kræfttilfælde vil nå 24 millioner om året i 2035. Det tal kan imidlertid halveres, hvis der sættes ind med en målrettet indsats med kampagner mod rygning, fedme og alkohol.
The World Cancer Research Fund mener, at der er en ”alarmerende” naivitet omkring diæts rolle, når det kommer til kræft.
Allerede i 2025 frygter WHO, at 19 millioner mennesker årligt vil få den ubehagelige besked, at de har kræft. I 2013 vil tallet være 22 millioner og altså 24 mio. i 2035.
Det er primært udviklingslandene, der vil bære hovedparten af de mange ekstra kræfttilfælde, vurderer WHO.
Dr. Chris Wild, direktør for WHOs Internationale Agentur for Kræftforskning, siger til BBC:
- Den globale kræftbyrde er stigende og ganske markant og det skyldes hovedsageligt den aldrende befolkning og befolkningstilvækst. Hvis vi ser på udgifterne til behandling af kræft, er det ude af kontrol, selv for højindkomstlande. Forebyggelse er helt afgørende og er blevet forsømt.
WHO World Cancer Report 2014 peger på, at de vigtigste kilder til at forebygge kræft omfatter:
- Rygning
- Infektioner
- Alkohol
- Fedme og inaktivitet
- Stråling, både fra solen og medicinske scanninger
- Luftforurening og andre miljømæssige faktorer
- Forsinket forældreskab; at vi får færre børn og at mødre ikke ammer deres børn.
For de fleste lande, er brystkræft den hyppigste kræftform hos kvinder. Men livmoderhalskræft dominerer i store dele af Afrika. Det humane papillomavirus (HPV) er en væsentlig årsag. Det anslås, at udbredt anvendelse af HPV og andre vacciner kan forhindre hundredtusinder af kræfttilfælde.
En af rapportens redaktører, Dr. Bernard Stewart fra University of New South Wales i Australien, siger at forebyggelse har en "afgørende rolle i bekæmpelsen af den flodbølge af kræfttilfælde, som vi vil komme til at se over hele verden."