Udland

Steinmetz: Klima-aflytning vækker forargelse i USA

NSA har ifølge et internt og tophemmeligt dokument som minimum haft intentionen om at overvåge klimatopmødet i København i 2009 for at få en fordel under forhandlingerne. Det skriver Information torsdag.

Afsløringerne har også haft en indflydelse i USA, hvor nyheden har været stor på flere af de sociale medier.

- Den synes at dokumentere, at NSA bruger sin tekniske kunnen på meget andet end at forebygge et nyt terrorangreb, og det vækker forargelse, siger Jesper Steinmetz til tv2.dk.

Afsløringen kommer dagen efter at den amerikanske efterretningsdirektør James Clapper i Senatet har rettet en direkte opfordring til Edward Snowden om at stoppe sine lækager af hemmelige dokumenter, da det skadede USA’s interesser.

- Der er både hos Demokraterne og Republikanerne stor bekymring over, hvordan den amerikanske overvågning overskrider helt basale civile rettigheder og invaderer helt almindelige menneskers privatliv, siger Jesper Steinmetz.

Historien er blot den seneste i en lang række af sager, hvor NSA har overvåget allierede lande ved G8 og G20-topmøder, herunder en angivelig aflytning af Den tyske kansler Angela Merkels mobiltelefon.

Denne uhindrede overvågning vil ikke vare ved – hvis man skal tro på den amerikanske præsident.

- Obama lagde i sin tale den 17 januar i år op til at justere retningslinierne for NSAs virke. NSA vil fortsætte med at overvåge både telefon- og datatrafik, fordi det er et vigtigt redskab for at undgå, at USA bliver udsat for endnu et terrorangreb, men Obama signalerede, at der skal være større politisk kontrol med overvågningen, og at det f.eks. skal være slut med – uden præsidentens godkendelse – at overvåge udenlandske stats- og regeringschefer, siger Jesper Steinmetz.