Udland

Syrien: Kvinder og børn kan forlade belejret by

Den syriske regering vil tillade kvinder og børn at forlade den belejrede by Homs allerede i dag søndag.

Det er det første, beskedne resultat af fredsforhandlingerne mellem parterne i den syriske konflikt, som i øjeblikket finder sted i den schweiziske by Geneve.

FN’s chefforhandler Lakhdar Brahimi erkender, at aftalen om Homs ikke er så omfattende som håbet, men hæfter sig ved det positive, at man er nået et lille del-resultat.

-Det vil tage tid af bringe Syrien op fra den afgrund, som landet er faldet i, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Homs var et af de første steder, hvor den syriske borgerkrig brød ud i 2011. I flere måneder har en lille gruppe indbyggere – omkring 800 familier – været omringet og isoleret i byens gamle kvarter, uden adgang til mad og medicin.