Udland

Ulla Terkelsen: Syrien-forhandlerne undgår de farlige emner

Lørdagens forhandlinger i Geneve mellem den syriske regering og repræsentanter for oppositionen var en forsigtig start på fredsforhandlingerne. Man holdt sig til de letteste emner og undgik omhyggeligt de svære spørgsmål, der nemt kunne få forhandlingerne til at bryde sammen.

- De første ting, der er blevet forhandlet, er udveksling af fanger og en våbenhvile i byen Homs, fortæller TV2’s korrespondent Ulla Terkelsen, der følger forhandlingerne i Schweiz.

- Der er kommet det ud af det, at FN’s kontor i Damaskus allerede i morgen begynder forberede, at man allerede på mandag kan lave korridorer gennem Homs, som der kan komme nødhjælp gennem. I morgen skal man snakke videre om humanitære spørgsmål, der skal man snakke om udveksling af fanger, fortæller Ulla Terkelsen.

Forhandlingerne er dermed startet med spørgsmål, hvor man håber at kunne finde en form for enighed. Det store afgørende spørgsmål, nemlig hvilken rolle den nuværende præsident Bashar Assad skal spille i fremtidens Syrien, venter man med lidt endnu.

- Det er det tunge, eksplosive spørgsmål, det der kan få forhandlingerne til at bryde sammen. Hvis ellers forhandlingerne om de humanitære spørgsmål er gået godt i løbet af weekenden, så håber man mandag at kunne tage fat på det eksplosive. Det er spørgsmålet om, hvilken form for overgangsordning, der skal bane vej for frie valg og et nyt system i Syrien.

- Man har på forhånd gjort præsident Assad til det vigtigste punkt. Oppositionen har sagt, at han under ingen omstændigheder kan komme til at spille en rolle, og regeringen har sagt, at det skal han. Når hans person står så centralt i forhandlingerne, så er der ikke ret mange, der ser optimistisk på de forhandlinger, siger Ulla Terkelsen.

Forklaringen er, at oppositionens forhandlere står så svagt, at de ikke kan tillade sig at give indrømmelser.

- Hvis oppositionen giver sig, og accepterer at præsident Assad kan spille en rolle i en overgangsordning, så mister oppositionen fuldstændigt troværdighed hjemme i Syrien. Så vil det ses som om revolutionen har været en fiasko. Og så er den politiske opposition, der er til stede her, færdige på deres egen hjemmebane, forklarer Ulla Terkelsen.