Udland

Obama forbyder overvågning af udenlandske venner

I en længe ventet redegørelse om den amerikanske efterretningstjenester, NSAs, brug af aflytninger, slår præsident Obama fredag fast, at man nu stopper med at overvåge en række udenlandske ledere.

Samtidig forsikrer han også almindelige mennesker, at der fremover vil være stor fokus på at værne om privatlivets fred.

- Folk rundt om på jorden - uanset deres nationalitet - skal vide, at USA ikke spionerer mod normale mennesker, som ikke truer vores nationale sikkerhed, siger Obama.

I en kommende reform af efterretningstjenestens arbejdsmetoder vil der derfor ikke længere indgå lagring af telefondata i det omfang, der er tilfældet er i dag.

Obama vil i stedet have fundet alternative måder at få lagret og sikret dem på.

For at undgå fremtidig misbrug vil han nedsætte et eksternt panel af advokater, der skal rådgiveUnited States Foreign Intelligence Surveillance Court, der tager sig af sager om terroisme.

Obama understreger i sin tale, at NSA ikke med fortsæt har misbrugt de nuværende regler til at invadere privatlivets fred. Med samtidig medgiver han, at kritikere af NSA har ret i, at indsamling af data - uden de rette sikkerhedsforanstaltninger - kan være en glidebane mod mere vidtrækkende overvågning.

Undersøgelsen af NSA er iværksat, efter den tidligere NSA-ansatte, Edward Snowden, afslørede omfattende overvågning og lagring af millioner af menneskers telefonsamtaler; også allierede landes overhoveder - heriblandt Tysklands kansler, Angela Merkel.

I juni afslørede Snowden over for Hongkong-avisen Sunday Morning Post, at NSA har hacket sig ind i kinesiske mobiloperatørers datanet og dermed skaffet sig adgang til millioner af sms'er i Kina.

- Afsløringen af metoder over for vores modstandere kan påvirke vores operationer på måder, som vi muligvis ikke kan begribe endnu, siger Obama.

Derudover havde præsidenten ikke mange kommentarer til whistlebloweren, der fortsat ikke kan sætte sine ben på amerikansk jord i frygt for en retssag.

- Da der er en undersøgelse i gang af sagen, vil jeg ikke dvæle mere ved hr. Snowdens handlinger eller motiver, pointerer Obama.