Udland

Snowden-journalist: Danmark hjælper med overvågningen

Danmark har spillet en meget større rolle i USA’s ulovlige overvågning end tidligere antaget. En rolle, der er meget større end den, som vores nabolande har spillet.

Det siger den amerikanske journalist Glenn Greenwald til TV 2.

TV 2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz har mødt Glenn Greenwald og har interviewet ham på et hotelværelse i den brasilianske by Rio de Janerio.

Glenn Greenwald er den journalist, der er i besiddelse af alle de dokumenter, som den tidligere efterretningsmand Edward Snowden har lækket til offentligheden. Og han har i flere omgange lækket nye afsløringer, ikke mindst i den britiske avis The Guardian.

- Forholdet mellem USA og Danmark på efterretningsområdet er meget tæt. Det øverste lag, når det gælder de amerikanske samarbejdspartnere, er de fire engelsk-sprogede allierede Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Næste lag omfatter ni lande - de såkaldte "Nine Eyes"  - og der er Danmark iblandt, så samarbejdet er ekstremt tæt, siger Glenn Greenwald.

Han varsler, at der snart vil komme afsløringer, der direkte handler om Danmarks rolle i den internationale overvågning af både virksomheders og privatpersoners telefoner, e-mails og anden kommunikation. Endnu vil han dog ikke sige noget konkret om, hvad afsløringerne indeholder:

- Men den danske regering er meget samarbejdsvillig, ja nærmest underdanig, når det handler om at udføre USAs ønsker og påbud, siger Glenn Greenwald.

Se et længere uddrag af interviewet med Glenn Greenwald ovenfor

Læs også: Snowden-journalist: NSA overvåger Norge

Læs også: Snowden-læk: USA spionerede under topmøder

Læs også: Snowden afslører: USA har aflyttet 35 topledere