Udland

Kødædende narko i USA: ”Vi troede det var heroin”

Flere læger har de seneste uger advaret om, at det frygtede og ekstremt farlige discount-heroin, ”Krokodil”, er kommet til USA.

Nu står to af de narkomaner, der har taget stoffet frem.

- Du kan få blødende sår af at skyde dig med heroin, men slet ikke noget som det her, siger 26-årige Amber Neitzel fra Illinois til Daily Mail.

- Vi fik dybe huller og huden rådnede. Det er svært at beskrive, hvor frastødende, det var.

Det værste jeg har set

Hende og hendes søster har stadig store væskende sår, der flyder med puds, men er kommet i behandling. De siger, at de ikke vidste, at det var Krokodil, de tog.

- Jeg har taget stoffer i omkring ti år, så jeg var ikke i god stand i forvejen, men det her var meget værre. Det var et tidspunkt, hvor jeg var så svag og blødte så meget, at jeg ærlig talt troede, at jeg skulle dø, siger hun til Daily Mail.

Lægen der behandlede dem advarer kraftigt imod den billige narko, der længe har været populært i Rusland, hvor narkomanerne sjældent overlever mere end et par år efter, de er begyndt at tage stoffet.

- Følgerne er de værste, jeg har set i alle mine år som læge. Det bider sig fast og gør stor skade på meget kort tid, siger doktor Abhin Singla til Daily Mail.

Stoffet har fået sin navn efter den grønlige og skællede overflade huden får, inden den rådner og decideret falder af knoglerne.

Maddiker i benet

Myndighederne frygter, at den billige narko spreder sig. Det er allerede blevet fundet i tre forskellige amerikanske stater.

- Dem der tror, det her ikke har spredt sig, tager fejl. Jeg kender mindst syv andre, der er blevet syge af det. Og det er kun lige her i nærheden, siger Amber Neitzel til Daily Mail og tilføjer:

- Der kom maddiker ud af benet på min kæreste!

Hun opfordrer myndighederne til at tage problemet mere alvorligt.

- Det er virkelig et stort problem. Stoffet er ægte. Det rådner dig op indefra og angriber dine organer. Jeg har brugt det i 18 måneder og ved, at det har gjort permanent skade. Jeg er heldig, hvis jeg stadig er i live om ti år.

Hvad er "Krokodil"?

Krokodil beskrives som en slags discount-heroin.

Det bliver produceret ved en proces, der minder om den, man laver ved metaamfetamin.

Stoffet skabes ved at koge kodeintabletter sammen med flere andre ingredienser.

De fleste amatørproducenter ender dog med et meget beskidt narko med benzinrester og mange andre ting, der giver de voldsomme sår, der til sidst får kødet til at rådne af knoglerne.

Det blev først opdaget blandt narkomaner i Rusland i 2003.