Udland

Grønland smelter hastigt

Indlandsisen på Grønland smelter i accelererende fart. Det fastslår FN's klimapanel fredag i første del af sin femte hovedrapport om klimaets tilstand, som panelet har udsendt, siden det blev dannet i 1988.

Rapporten fastslår med stor sandsynlighed, at mængden af is, der forsvinder på Grønland i perioden 1992 til 2009, i gennemsnit var på 34 gigaton om året. I perioden fra 2002 til 2011 var mængden steget til 215 gigaton i gennemsnit om året.

Altså mere end en seksdobling.

Omfanget kommet bag på den danske klimaminister Martin Lidegaard (R)

- Noget af det, jeg hæfter mig ved, som, jeg synes, er voldsom læsning, er, at afsmeltning af indlandsisen, og det er jo i høj grad det, der får havene til at stige, faktisk er steget fra 34 gigaton per år i 1990'erne til 215 gigaton per år i det sidste årti, siger han og tilføjer:

- Det er jo en meget kraftig acceleration, som godt kan gøre én bekymret.

Såvel Arktis som Grønland er hårdt plaget af klimaforandringerne, ifølge den ny rapport, som FN's klimapanel fremlagde i den svenske hovedstad Stockholm.

En af klimapanelets modeller anslår nemlig, at Det Arktiske Hav stort set kan være isfrit under den varmeste del af året i midten af det 21. århundrede.

- Nogle af de mest dramatiske forandringer finder sted i det arktiske områder. Nogle steder har man oplevet fordoblinger i temperaturen, og der er meget voldsom afsmeltning af både indlandsisen og havisen deroppe, siger Martin Lidegaard.

Selv om mængden af is, der smelter, er højt, kan det rent faktisk være endnu højere.

Den data, som klimapanelet beregner sine modeller efter, er nemlig allerede forældet. Og derfor kan omfanget være langt højere, lyder vurderingen fra klimaforsker Sebastian Mernild, der er forskningsleder ved Center for Scientific Studies i Chile.

- Vi ved allerede nu, at indlandsisen mister langt mere, end det FN's klimapanel skriver i rapporten. Tabet af indlandsisen er steget betydeligt, siger Sebastian Mernild, der har bidraget til rapporten med viden om blandt andet indlandsisen og arktis.

Ifølge forskeren viser de seneste målinger, der er lavet med en satellit fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa, at omfanget af afsmeltet is kan være helt op imod 575 gigaton om året.

/ritzau/