Udland

Dansk aktivist fængslet i Rusland

Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen blev torsdag aften varetægtsfængslet i Rusland i to måneder. Hun er tredje styrmand på det Greenpeace-skib, der i sidste uge gennemførte en aktion mod en boreplatform i Det Arktiske Ocean.

I retten i den russiske havneby Murmansk, hvor Anne Mie Roer Jensen sad i et metalbur, afviste hun anklager om, at hun og de andre Greenpeace-aktivister skulle have udgjort en fare for den russiske boreplatform:

-Vi er en fredelig organisation, som er her for at redde Arktis. Vi ønsker ikke at lave noget voldeligt eller angribe nogen. Vi er her kun for at sprede et budskab, sagde hun i retten.

Aktivisterne - 26 udlændinge, herunder den danske kvinde, og fire russere - var om bord på Greenpeace-skibet, der tirsdag ankom til Murmansk, hvortil det var slæbt af en russisk slæbebåd.

De russiske myndigheder beslaglagde skibet, efter at aktivister forsøgte at borde en olieplatform i Det Arktiske Ocean.

Domstolen har i løbet af torsdagens varetægtsfængslet næsten alle miljøaktivisterne en efter en.

Det er ved at blive undersøgt, om der er grundlag for at rejse sigtelse efter den alvorlige paragraf om pirateri, oplyser pressetalsmand for Greenpeace, Poul Bonke Justesen, over for Ritzau.

Straffen for pirateri kan give helt op til 15 års fængsel.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde ellers onsdag, at han ikke anså aktivisterne for pirater.

- Det er absolut klart, at de selvfølgelig ikke er pirater. Men formelt forsøgte de at borde denne platform. Det er tydeligt, at disse mennesker har brudt international lov, sagde Putin på en arktisk konference i Salekhard.

Arctic Sunrise' kaptajn, Peter Willcox, er som flere af de øvrige varetægtsfængslet i to måneder.

Peter Willcox blev kendt, da han var kaptajn på Rainbow Warrior, som i 1985 blev sænket af franske styrker ved New Zealand - en aktivist døde.

Anne Mie Roer Jensen, der altså er tredjestyrmand om bord, læser til daglig til skibsfører på Marstal Navigationsskole på Ærø.

Den hollandske regering overvejer at tage retslige skridt mod Rusland, hvis landet ikke frigiver Greenpeace-skibet Arctic Sunrise og løslader dets 30 mand store besætning med det samme.

Skibet, der sejler under hollandsk flag, har været i russisk varetægt i en uge.