Udland

TV: Red Bull kritiseres for Titanic-reklame

- Det er stødende og respektløst.

Det er en hård kritik, som rammer sodavandsfirmaet, Red Bull.

De hårde ord kommer fra Howard Nelson, som har dannet "The Titanic Heritage Trust" - en sammenslutning af pårørende, der mindes de personer, som på tragisk vis mistede livet i 1912, da Titanic-skibet sank.

Howard Nelson mener, at Red Bull støder Titanic-pårørende i en animationsreklame, hvor et skib er ved at blive ladet med Red Bulls energidrik. Det bliver dog bremset af skibets kaptajn, som forklarer, at man kun drikker champagne om bord på skibet, og at det desuden er noget vrøvl, at "skibet har brug for vinger".

Red Bulls energidrikke bliver derfor hejst ned igen, hvorefter man ser, at skibet hedder "Titanic".

Reklamen har medført skarpe reaktioner hos Titanic-fonden, der mener, at Red Bull ikke viser hensyn til det historiske skibsforligs for 101 år siden, hvor mere end 1.500 personer omkom.

- Vi påskønner enhver markedsføring, der involverer Titanic, så længe det er smagfuldt. Men det er denne reklame ikke, siger Howard Nelson ifølge Daily Mail.

- Det ville være det samme, hvis nogen gjorde noget tilsvarende i forbindelse med 11. september. Det ville skabe opstandelse, siger han.

Howard Nelson er ikke ene om at rette en kritik af Red Bull-reklamen. Det britiske reklamenævn har også modtaget 46 officielle klager fra seere, som på den ene eller anden måde har følt sig stødt over den animerede reklamefilm.

Nævnet vil på baggrund af klagerne vurdere, om der skal rejses en sag, men indtil videre har Red Bull ikke fået pålagt forbud eller restriktioner.

Red Bull har ifølge Daily Mail ikke ønsket at svare på kritikken.