TV: Overværede rumvæsner baseballkamp i Canada?
Baseballholdet Vancouver Canadians har muligvis nogle fans, der rejser ualmindeligt langt for at følge holdets kampe.
I hvert fald blev en UFO spottet og filmet af indtil flere tilskuere på stadion, da holdet for nylig spillede mod Everett AquaSox i den første af tre kampe om mesterskabet i Minor Leagues North Division.
Du kan se video af UFO'en i toppen af denne artikel.
Og ingen er i tvivl om, hvem UFO'ens eventuelle intergalaktiske rejsende holdt med: Vancouver Canadians scorede fire point, imens UFO'en var på himlen, og straks dukkede hashtagget #LuckyUFO op på twitter, og der blev tweetet lystigt om en "kosmisk intervention" i kampen, som også endte med Canadians-sejr på 5-1.
Selv spillerne tweetede billeder af det uidentificerede flyvende objekt, der blev set i begyndelsen af sjette inning til højre for banen.
Og netop retningen i hvilken UFO'en blev set, sydvest, giver muligvis et mere sandsynligt svar på, hvad det i virkeligheden var, der blev set på himlen:
I denne retning ligger nemlig Vancouvers internationale lufthavn, så måske var det ikke rumvæsner, men almindelige jordiske rejsende eller noget så kedeligt som gods, der var ombord på UFO'en?