Udland

Syrien: Nabolande bukker under for flygtningestrøm

Onsdag mødes udenrigsministrene fra Irak, Libanon, Jordan og Tyrkiet med FN i Geneve for at diskutere, hvordan de skal tackle de mange flygtninge, der hver dag flygter fra Syren til nabolandene.

Mere end to millioner mennesker er nu flygtet fra Syrien til nabolandene. Det svarer ifølge FN til, at der kommer en ny syrisk flygtning hver 15. sekund. Det viser nye tal, som FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har offentliggjort tirsdag.

I slutningen af august 2013 var antallet af flygtninge 110.000 i Egypten, 168.000 i Irak, 460.000 i Tyrkiet 515.000 i Jordan og 716.000 i Libanon.

De mere end 700.000 syrere, der er flygtet over grænsen til nabolandet Libanon betyder, at omkring en tredjedel af landets befolkning lige nu er syriske flygtninge, siger UNHCR.

Stort pres på nabolande

Nabolandene er ved at bukke under for den enorme flygtningestrøm, som er den værste, verden har set siden borgerkrigen i Rwanda i 1994.

Strømmen af flygtninge lægger ifølge FN en enorm byrde på økonomi, politik og infrastruktur, og landene har hårdt brug for støtte.

Mellemøstekspert og lektor i Udvikling og internationale relationer ved Aalborg Universitet Søren Schmidt mener også, at nabolandene kan komme til at stå overfor politiske udfordringer med de mange flygtninge.

På trods af en form for arabisk fællesskabsfølelse, er der nemlig stadig spændinger mellem de forskellige religiøse bevægelser og politiske tilhørsforhold i området.

- Det er en hård belastning for nabolandene. Det er lande, der selv er skrøbelige rent politisk. I Jordan er man eksempelvis bekymret for, at de mange syriske oprører i flygtningelejrene kan blive et problem for kongedømmet, siger Søren Schmidt.

Superstjerne beder Vesten om hjælp

Skuespiller Angelina Jolie, som er særlig udsending for FN's Flygtningehøjkommissariat, har nu været ude og appellere til borgere og politikere i de vestlige lande. Hun beder dem om at yde massiv støtte til nabolandene.

- Denne konflikt har afstedkommet så meget menneskelig lidelse og har katastrofale konsekvenser. Hvis situationen fortsætter med at blive værre, vil antallet af flygtninge kun stige, og nogle af Syriens nabolande risikerer at kollapse, siger Angelina Jolie i en erklæring, som FN har udsendt.

Angelina Jolie var i løbet af sommeren på besøg i en flygtningelejr i Jordan ved grænsen til Syrien.

FN giver ros for åbne grænser

FN's Flygtningehøjkommissær António Guterres var i sidste uge ude og rose nabolandene for deres enorme gæstfrihed. Samtidig appellerede han til, at landene holder deres grænser åbne for de mange flygtninge.

- Syrien kan være på kanten af en afgrund. Krigen har resulteret i en humanitær katastrofe uden parallel i nyere tid. Når en krig hærger et land, er der ikke noget, der er mere vigtigt til dets folk, end åbne grænser, sagde António Guterres i den sammenhæng.

Mellemøstekspert Søren Schmidt mener også, at nabolandene viser en enorm gæstfrihed

- Det ligner en enorm generøsitet fra nabolandenes side. I Libanon har man eksempelvis åbnet landets skoler for flygtningene, siger han.

Flere syrere søger asyl i Danmark

Herhjemme er der også sket en stigning i antallet af syriske flygtninge, der har søgt asyl.

Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at 163 syrere søgte om asyl i Danmark i juli, hvilket svarer til, at hver fjerde asylansøger kom fra det borgerkrigsramte land. Ifølge netavisen Sameksistens.dk er tallet det højeste for en enkel måned i flere år.

I år har i alt 732 syrere søgt asyl i Danmark frem til udgangen af juli i år. Til sammenligning kom der 822 syriske asylsøgere til Danmark i hele 2012, viser opgørelsen fra Udlændingestyrelsen. I 2011 var tallet nede på 429.