Udland

Midt i Syrien-høring: Kerry afbrudt af demonstrant

Det er meget muligt, at flere amerikanske toppolitikere er for at gå i krig med Syrien. Men det er ikke ensbetydende med, at hele den amerikanske befolkning bakker dem op.

Således blev den amerikanske udenrigsminister tirsdag aften modsagt af en utilfreds demonstrant, kort efter han havde forklaret, hvorfor han er tilhænger af en intervention.

- Vi ønsker ikke en ny krig... Ingen vil have denne krig, lød det fra demonstranten, der dog blev ført ud af lokalet -som du kan se på videoen her ovenfor.

Over for Senatets udenrigskomité forklarede John Kerry i selskab med forsvarsminister Chuck Hagel, hvorfor regeringen ønsker at gennemføre et angreb på præsident Bashar al-Assads regime i Syrien.

- Dette er ikke tiden til lænestols-isolation. Dette er ikke tiden, hvor man skal være tilskuer til nedslagtning.

- Vi har talt imod unævnelig gru. Nu må vi rejse os og handle, sagde udenrigsministeren ifølge Ritzau.

Han vil straffe Assad-regimet på grund af det påståede angreb med kemiske våben i Damaskus den 21. august.

Udenrigsministeren påpegede desuden ifølge nyhedsbureauet, at et angreb skal sende en besked til andre diktatorer om, at USA ikke vil acceptere brug af kemiske våben.

USA siger, at 1400 mennesker blev dræbt ved angrebet, der ifølge USA blev foretaget af regimet.

HELE UGEN SÆTTER TV 2 NYHEDERNE FOKUS PÅ KRIGEN I SYRIEN MED EN UDVIDET DÆKNING. SE MEGET MERE OM PROBLEMERNE I SYRIEN - DET ER KLOKKEN 22 PÅ TV 2.