Formand for Repræsentanternes Hus støtter Obama

Præsident Obama holdte tirsdag et møde med blandt andre den republikanske formand for Repræsentanternes Hus i Washington, John Boehner, og den tidligere demokratiske formand, Nancy Pelosi. Agendaen på mødet var at tale om et muligt militært indgreb i Syrien.
Den republikanske formand, John Boehner, sagde efterfølgende, at han støtter præsident Obamas opfordring til militæraktion mod det syriske regime.
- Jeg vil støtte præsidentens opfordring til aktion. Når nogen bruger kemiske våben, så kræver det et svar, og kun USA har kapaciteten til at standse Assad, sagde Boehner efter mødet med præsidenten.
Obama: Dette er ikke Irak
Inden mødet med politikerne havde præsidenten tid til et kort pressemøde, hvor han blandt andet sagde, at det militære indgreb ikke kan sammenlignes med hverken Irak eller Afghanistan.
- Der er tale om et brgrænset, proportionalt angreb, der vil sende et klart budskab til Assads regime: Der er konsekvenser. Dette er ikke Irak, og det er ikke Afghanistan, sagde præsidenten.
Han lagde blandt andet vægt på, at et eventuelt indgreb i Syrien ikke vil omfatte landtropper.
Mandag aften gav senator John McCain, en anden ledende republikaner, sin støtte til Obamas plan om en aktion mod Syrien.
McCain sagde i den forbindelse, at det vil være en katastrofe, hvis Kongressen stemmer nej til Obama.