Udland

Ny massevoldtægt chokerer i Indien

En ny massevoldtægt i Indien puster til debatten om kvinders sikkerhed i landet.

Torsdag blev en kvindelig fotojournalist passet op af nogle mænd og massevoldtaget i Mumbai. Det skriver britiske The Guardian.

Voldtægten har chokeret mange, især fordi Mumbai bliver betragtet som den by i Indien, hvor det er sikrest for kvinder at færdes.

Voldtægten fandt sted i et forladt væveri i Lower Parel, et tidligere industrikompleks, som i dag er et hurtigtvoksende moderne område med luksuslejligheder, shoppingcentre og barer.

Den kvindelige fotojournalist var torsdag aften på en opgave sammen med en mandlig kollega, begge tog billeder af området.

- To mænd antastede hende og spurgte om hun havde tilladelse til at tage billeder. En tredje mand kom hen og fotografen blev gruppevoldtaget, siger politiets talsmand Satyapal Singh i følge The Guardian til en indisk tv-station.

I følge andre forlydender var der endnu flere mænd involveret i voldtægten. Og i følge Satyapal Singh har man også haft 10 mænd til afhøring i sagen.

Den unge kvinde er nu indlagt på et hospital i Mumbai.

I december sidste år døde en ung kvinde af sine kvæstelser efter en brutal gruppevoldtægt i en bus i New Delhi.

Historien gik verden rundt og mens tusindvis af indere gik på gaderne for at protestere for kvinders rettigheder, faldt antallet af kvindelige turister i landet med 35 procent.

Fire mænd og en mindreårig blev anholdt i sagen. Den mindreårige var 17 år, da voldtægten blev begået. Han ventes at få sin dom 31. august.