Mor to år efter Utøya: Elsker dig stadig, Andrine
Andrine Bakkene Espeland blev 16 år gammel. 22. juli 2011 tog tre kugler hendes liv på Utøya. Hun blev det sidste af massemorderen Anders Behring Breiviks 77 ofre. Dræbt minutter efter, at politiet gik i land på den lille klippeø.
Men selvom Andrine ikke længere lever, fylder hun uendelig meget i sin mors liv. tv2.dk har bedt Unni Espeland Markussen om at sætte ord på livet efter døden - to år efter Norges store tragedie.
En tragedie, der kan være svær at forstå omfanget af - men som ikke bare Unni gennemlever. Det gør hele Norge. Unni har skrevet et brev til sin datter.
Her er brevet:
Min kære Andrine
Her til aften har jeg set filmen 'Letters to Juliet'. En romantisk film, som får mig til at le og græde. Og midt i det hele vender jeg mig om og kigger i sofaen ved siden af mig. Jeg har hørt din stemme: Mor, græder du? Jeg ser på dig og ser, at tårerne også løber hos dig :-) Det er, som om du er der. Så griner vi lidt, fordi vi er så håbløst romantiske.
Sådan er det stadig, efter to år uden dig. Jeg ser dig hjemme. Jeg hører dig. Jeg ser dig ude blandt mennesker. Den dag, jeg vidste, at du voksede inde i mig, blev du en del af mig.
Jeg elsker dig stadig, som jeg elsker dine søstre. Du vil altid være en del af mig. Jeg vil altid være din mor. Jeg vil altid tænke på dig, og jeg holder ikke op med at håbe, at du har det godt. Jeg vil aldrig glemme dig.
Sådan er det at være mor. Det ved jeg, fordi min mor nu er 74 år, og hun er stadig en del af mit liv og bekymrer sig om, hvordan jeg har det. De to sidste år har været svære for hende, fordi hun mistede dig, sit barnebarn, og hun har været bekymret for mig, sit barn. Hun har en dobbelt sorg.
To år er gået, min pige. To år, siden du pakkede din kuffert, og du var fuld af forventning, fordi du skulle afsted på din første AUF-lejr. Du glædede dig vildt! Og på Facebook skrev du aftenen inden, du skulle rejse: Nu er alt pakket og klart til sommerens største eventyr!
Det blev det, og du sendte sms'er til mig om, hvor fint du havde det. Den sidste dag, du levede, var du bekymret over, at din telefon var blevet fugtig af regnen, og du spekulerede over, hvad du skulle stille op.
Jeg, din mor, gav dig råd om, at du måtte prøve at lægge den et tørt sted. Det gjorde du, og det blev i Storsalen, stedet hvor du ringede til mig den allersidste gang.
Du græd, du skreg, og du var så bange. Jeg kunne ikke hjælpe dig ... din mor, der ellers altid havde været der.
Så var du ikke mere.
Dit liv endte otte dage før, du var blevet 17 år. Tre skud dræbte dig. Det, du fik på nært hold, med revolver, i nakken, det var det sidste skud og det, der tog dit liv.
I obduktionsrapporten stod der, at dine sokker var rene. Betyder det, at du netop havde taget støvlerne af og var på vej ud i vandet for at svømme? Du var en god svømmer, men du havde valgt ikke at gøre det. Dine venner siger, at du ikke ville forlade dem, og at du var den, der trøstede og holdt modet oppe, helt til det sidste.
Politiet var på øen, da du blev dræbt.
Vi skulle leve videre. Uden dig, elskede Andrine. Vi er så mange. Det er alle i din familie, det er dine venner, det er alle de mennesker, der kunne lide dig.
For alle andre, som ikke kender dig, er livet gået videre på en anden måde end for os, der elsker dig. For os er det som om, at 22.juli var i går. Vi kan stadig ikke helt forstå, hvad der er sket. Selv om vi har gennemlevet det hele.
Vi har ventet på at få at vide, hvad der skete med dig, det tog et år.
Vi var gennem en retssag, hvor manden, der dræbte 77 mennesker, fik sin dom.
Vi kæmper og lever med, at vi altid vil høre og læse om det, der skete den dag. Det er en del af Norges historie. I skolen vil det være en del af det, man skal lære, i medierne vil der fra tid til anden være et nyt fokus på det.
Det betyder, at der altid vil blive ribbet op i det. Den skorpe på såret, som er i færd med at blive et ar, vil aldrig kunne blive et ar, fordi vi altid vil høre om det, der skete.
I et af vinduerne i vores hus hænger et hjerte i glas. Det hjerte lå pludselig i postkassen en dag, fra en mor, som jeg havde mødt på skolen, fordi jeg var lærer for hendes barn. Det hjerte har et plaster støbt ind i glasset, og jeg tænker, at dette er mit hjerte. Altid vil jeg have et sår i hjertet, og plasteret må være der, ellers er jeg bange for, at det forbløder.
Alligevel har jeg har valgt at leve videre. Det har jeg valgt for dig, fordi du skal have den mor, som du kender. Jeg har valgt det for alle de mennesker, jeg elsker.
Din mor har altid vært en fighter. Det er jeg stadig. Men jeg er stoppet op, og jeg har taget nogle nye valg i livet. Måske vil nogen sige, at jeg har forandret mig og ja, måske har jeg det, eller måske er jeg søgt tilbage til hende, jeg egentlig er, og de værdier, som er vigtige for mig.
Det nære samvær med andre mennesker og det, at holde af og tage hensyn til andre, det er blevet det mest vigtige.
På din drabsdag vil jeg være på Utøya, sammen med mange andre, der mistede deres kære.
Det giver mig en indre ro at være der, hvor du havde dine sidste lykkelige dage, og der, hvor du trak dine sidste åndedrag.
Jeg savner dig så meget, min lillepige.
De varmeste kram fra mor