Udland

Ekspert: Derfor er Zimmerman-sagen så betændt

Frikendelsen af George Zimmerman for drabet på 17-årige Trayvon Martin har skabt voldsomme efterdønninger i USA.

Titusindvis af amerikanere er således gået på gaden i protest mod frifindelsen, som menes at være et symptom på et korrupt og uretfærdigt retssystem, der behandler sorte og hvide amerikanere forskelligt.

Ifølge USA-ekspert Mette Nøhr Claushøj, der tidligere har været udenrigs- og sikkerhedspolitisk rådgiver for den danske ambassade i Washington, er sagen i mange amerikaneres øjne som et symptom på etretssystem, der er 'dybt strukturelt racistisk'

- Sagen har vækket noget i den amerikanske befolkningen, der i forvejen lå og ulmede, forklarer hun til tv2.dk.

- Det er i forvejen vidt udbredt, at sorte kriminelle bliver straffet langt hårdere end hvide mennesker. Der er en form for strukturel racisme i retssystemet, som Zimmerman-sagen har kastet lys på.

George Zimmerman endte med at blive frikendt for drabet, selv om han ifølge eget udsagn skød den 17-årige Trayvon Martin - i selvforsvar. Men sagen er mere speget end som så, forklarer Mette Nøhr Claushøj.

- Jo mere man kigger på sagen, des mere uretfærdig virker den. Der er ikke nogen, der ved, hvad der præcist er foregået imellem de to, for der er ingen vidner. Men intet som helst tyder på, at Trayvon Martin skulle have overfaldet Zimmerman.

- Tværtimod er der tale om en køn, ung dreng, der var dygtig i skolen, og som på intet tidspunkt har lavet noget kriminelt. Han var på vej hjem efter at have hentet iste og slik og kom gående i sin hættetrøje, da det åbenlyst kom til tumult mellem ham og Zimmerman, der var på vagt som frivillig, lokal vagtmand.

Minder om Rodney King-sagen

- Sagen giver mindelser om Rodney King-sagen i 1990'erne, og selv om raceproblematikken i USA er blevet hjulpet af det faktum, at man nu har en sort præsident, så ligger der som sagt stadig en opfattelse af, at sorte mennesker bliver set på og behandlet anderledes end hvide mennesker.

Mette Nøhr Claushøj tror dog ikke, at urolighederne kommer til at nå samme niveau som urolighederne efter Rodney King-sagen.

- Nej, det tror jeg ikke. Selv om racismen mange steder i USA stadig er voldsomt udbredt, så er tingene blevet bedre. Og selv om Zimmerman-sagen har skabt vrede, så er det ikke et ligeså klokkeklart et eksempel på uretfærdighed, som da Rodney King blev tævet af politibetjente i Los Angeles, siger hun til tv2.dk.

- Desuden bliver nogle af de værste spændinger desuden afhjulpet af, at der var tale om en kvindelig jury med en sort/latinamerikansk nævning. Det flugter ikke helt med den sædvanlige fordom om, at det er de rige, gamle, hvide mand, der sidder på magten i USA.