Udland

Falsk nyhed om bomber mod Obama skabte panik

Forbundspolitiet i USA vil nu undersøge, hvordan det tirsdag lykkedes for hackere at overtage kontrollen med nyhedsbureauet AP's Twitterkonto og sende en nyhed ud om et angreb på præsident Barack Obama.

Ifølge den falske melding på Twitter havde der været to eksplosioner i Det Hvide Hus, og præsidenten var såret. @Breaking: Two explosions in The White House and Barack Obama is injured", stod der med AP som afsender.

På Wall Street faldt aktiekurserne med næsten én procent, men de rettede sig igen, da AP kort tid efter meddelte, at dets konto var blevet hacket, samt at oplysningen var forkert og ikke kom fra nyhedsbureauet.

- AP blev angrebet af hackere. Se, hvor hurtigt folk regnede det ud ... Se hvor følsomt markedet er. Det er de sociale mediers tidsalder, og vi ser det med det samme, siger Keith Bliss, der er næstformand i børsmæglerfirmaet Cuttone & Co.

Det Hvide Hus blev hurtigt kontaktet af flere medier om rapporten, og talsmænd blev bedt om at kommentere det falske tweet.

- Præsidenten har det fint, sagde talsmanden Jay Carney i Det Hvide Hus.

FBI oplyser sent tirsdag, at de har indledt en efterforskning for at finde ud, at hvordan hackerne formåede at komme ind på AP's konto.

Online-aktivister, der støtter regimet i Syrien under præsident Bashar al-Assad tog senere tirsdag skylden for episoden.

Gruppen, som kaldes Syriens Elektroniske Hær, har tidligere hacket Twitter-feeds hos det franske nyhedsbureau AFP og den amerikanske tv-station CBS News.

Og mandag var det Fifa, der stod for skud. Hvis man fulgte det internationale fodboldforbund på Twitter, kunne man læse, at præsident Sepp Blatter træder tilbage på grund af beskyldninger af korruption.

Nyheden havde dog intet på sig, oplyste Fifa hurtigt.

/ritzau/Reuters