Udland

Putin og Obama taler i telefon om syrisk borgerkrig

Situationen i Syrien var højt på dagsordenen, da Ruslands og USA's præsident diskuterede storpolitik.

Der skal hurtigst muligt sættes en stopper for blodsudgydelserne i Syrien, og der er behov for et politisk magtskifte i det borgerkrigsramte land i Mellemøsten.

Det var nogle af de vigtigste ting, som præsidenterne Barack Obama og Vladimir Putin kunne blive enige om, da amerikaneren og hans russiske kollega talte i telefon sammen fredag. Det oplyser Det Hvide Hus i Washington.

Men det uddybes ikke yderligere, hvordan de to ledere vil gribe situationen an og komme nærmere en løsning af den blodige krise i Syrien, som har kostet tusindvis af menneskeliv og skabt uro i store dele af regionen.

Rusland og USA har flere gange været på kant med hinanden, når det kommer til den syriske præsident Bashar al-Assads skæbne. Rusland har traditionelt haft tætte bånd til regimet i Damaskus og er fortsat en af landets største våbenleverandører.

Den nye amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har for nylig ændret USA's kurs i forhold til konflikten i Syrien. Nu skal materiel støtte til de syriske oprørere gavne modstanderne af Assads jernnæve-styre, lyder det.

John Kerry har meddelt, at USA vil give 60 millioner dollar i "ikke-dødbringende" bistand til den politiske opposition i Syrien. Derudover vil de give direkte hjælp til oprørsstyrkerne i form af mad og lægehjælp.

Den amerikanske topdiplomat har længe givet udtryk for, at den syriske opposition skal have mere hjælp i dens kamp mod Assad, og at USA ønsker at fremskynde en udvikling, der fører til et politisk skifte i Damaskus.

Ved fredagens telefonsamtale mellem Obama og Putin blev det også slået fast, at USA's præsident besøger den russiske storby Sankt Petersborg i september, hvor Putin er vært for G20-topmødet.

/ritzau/Reuters