Udland

Prag-danskere: I kan godt få erstatning

Flere af de danske gymnasieelever, der tilbringer vinterferien i Prag på tur med Rejsemægleren, har over for tv2.dk brokket sig over, at rejsebureauet har foretaget ændringer i ud- og hjemrejsetidspunkterne.

Historierne går på, at Rejsemægleren har flyttet på flere af tidspunkterne for afrejsen med bus både til og fra Prag med helt op til syv timer.

Men nu kan der blive sat et plaster på såret for de berørte gymnasieelever: Rejsemægleren er forpligtet til at udbetale erstatninger efter Pakkerejseloven.

Godtgørelse for en halv rejsedag

- Når der er forsinkelse på mere end 6 timer, kan man få halvdelen af beløbet for den dag refunderet, fortæller Lars Thykiær, direktør får Danmarks Rejsebureau Forening, til tv2.dk.

- Hvis du er af sted for eksempel fra klokken 12 fredag til klokken 12 onsdag, så er der den automatik i rejseankenævnet, at hvis du bliver forsinket i mere end seks timer eller skal hjem mere end seks timer før, er der en godtgørelse på en halv rejseandel, siger han.

Det vil sige, at hvis man som gymnasieleverne i dette tilfælde har betalt 1345 danske kroner for rejsen, så kan man få 134,5 kroner tilbage, hvis hjemrejsen er rykket syv timer fra klokken 15.00 til klokken 08.00. og altså det dobbelte, hvis man har oplevet en forsinkelse på mere end seks timer begge veje.

Kan vente mere erstatning

Udover de rykkede tidspunkter, har flere også klaget over, at de ikke fik to danske chauffører - som de hævder at være stillet i udsigt. I stedet måtte flere af eleverne køre i busser med kun en enkelt, tysk chauffør. Men om det kan udløse erstatning er ifølge Lars Thykiær op til en vurdering.

- Hvis det har fremgået af udbudsmaterialet, så er der tale om en mangel. Men det er et mere specifikt spørgsmål, om det kan udløse erstatning. Det skal der nok tage stilling til i Pakkerejseankenævnet, fortæller han.

Tv2.dk har jagtet en kommentar fra Rejsemæglerens direktør Kristian Anker Nielsen. Han ønsker ikke at kommentere sagen lige nu, men vil vende tilbage med en kommentar senere.