Udland

Avatar - den tatoverede kandidat

Én kandidat skiller sig kraftigt ud ved det tjekkiske præsidentvalg i denne uge.

Vladimir Franz er musikprofessor, opera-komponist og slet ikke politiker.

Til gengæld er han tatoveret på mere end 90 procent af kroppen og derfor en mand, der vækker opsigt overalt hvor han går i Prag.

Netop nu ligger han nummer tre blandt de ni kandidater med en opbakning på omkring 11 procent af stemmerne, skriver den britiske avis The Guardian.

Når næppe anden runde

Han bliver således næppe en af de to kandidater, der går videre til anden valgrunde. Men han har fået betydelig opbakning, og i prøvevalg blandt unge studerende er han klart den mest populære kandidat, rapporterer The Guardian fra Prag.

Det på trods af, at han på mange måder er en ikke- kandidat:

* Det var således slet ikke hans egen ide at stille op. Der skulle en underskiftsindsamling til før han lod sig overtale.

* Han har stort set ikke ført valgkampagne, og har slet ikke sat valgplakater op. Han har heller ikke forbindelse til noget politisk parti.

* Han indrømmer gerne, at han ikke er politiker, og at han ikke har forstand på økonomi.

* Han har faktisk slet ikke tid til at føre valgkamp, fordi hans nye opera er tæt på at få premiere på byens operahus. Faktisk har han præsteret at forlade et valgmøde for at tage til prøve på Operaen. Han har dog lovet, at han vil blive til bitre ende, når den afsluttende debat mellem kandidaterne bliver sendt på TV på torsdag.

* Han er, som nævnt, tatoveret overalt på kroppen og i ansigtet, og har på grund af den blå ansigtskulør fået øgenavnet "Avatar" og kritiske spørgsmål om sit udseende. Selv siger han, at præsidentvalget ikke er en skønhedskonkurrence, og at hans tatoveringer er "et udtryk for den frie vilje".

I kampen om at efterfølge Vaclav Klaus som præsident i Tjekkiet står han altså lige nu til en tredjeplads. Kampen står mellem to mænd, der begge er tidligere ministerpræsidenter. Milos Zeman og Jan Fischer står i meningsmålingerne til henholdsvis 25 procent og 20 procent af stemmerne, skriver The Guardian.