Udland

Krænkende billeder spredt på flere skoler

Sagen om spredning af rygter og krænkende billeder på billedtjenesten Instagram i den svenske by Gøteborg er ikke enestående.

På Årstaskolen i Stockholm kæmper skoleledelsen ifølge aftonbladet.se for at få lukket en konto på Instagram, der spreder nøgenbilleder og sexrygter om skolens elever.

Nogle af de elever, der bliver hængt ud på billederne, er kun 12 år gamle.

-Det er forfærdeligt, fordi eleverne er så unge. Det er elever, der går i femte og sjette klasse. De skal ikke ligge på internettet, siger en lærer, der ønsker at være anonym, til Aftonbladet.

Også i den sydsvenske by Ulricehamn har unge piger henvendt sig til ledelsen på deres skole, fordi der var blevet lagt krænkende billeder af dem på Instagram. Det skriver bt.se.

Uro i Gøteborg

Tirsdag var der optøjer foran Plusgymnasiet i Gøteborg, hvor hundredvis af unge mennesker mødte op for at straffe en 17-årig elev, som de mistænker for at sprede krænkende billeder af unge piger på Instagram.

Den 17-årige pige blev tirsdag afhørt af Västra Götaland politi, men hun hævder, at hun er uskyldig.

-Jeg ved, at jeg ikke har gjort noget, jeg ved, at jeg er uskyldig. Jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg har været til afhøring hos politiet. Men jeg er falsk anklaget. Jeg har ikke gjort dette, siger hun til Expressen.

Pigen: Blev selv krænket

Hun siger, at det begyndte, da der blev uploadet et billede af hende med en nedværdigende tekst på Instagram. Pigen sendte efter sit eget udsagn en mail til dem, der havde oprettet kontoen, hvor hun skrev, at hun ville gå til politiet, hvis de ikke fjernede billedet.

-Jeg tror, at de spredte rygtet om, at det var mig, fordi jeg skrev til dem, at jeg ville anmelde dem til politiet for at skræmme dem. Jeg skrev, at jeg havde deres IP-adresse, siger hun.

To gymnasier i Gøteborg holder onsdag lukket efter tirsdagens voldsomme optøjer. De lukkede gymnasier er Plusgymnasiet, hvor den 17-årige pige går og Fremtidsgymnasiet, der har samme ledelse.