Udland

Skoleskyder skød først sin mor

Den 20-årige Adam Lanza, der efter alt at dømme står bag fredagens massakre på børn og voksne i Connecticut, slog sin egen mor ihjel inden skoleskyderiet. Det rapporterer flere amerikanske medier.

En lokal politikilde siger ifølge nyhedsbureauet AP, at Adam Lanza dræbte sin mor i deres hjem, hvorefter han kørte til Sandy Hook Elementary School i Newtown i morens bil og gik bersærk i et klasselokale med flere skydevåben.

20 børn og seks voksne mistede livet på skolen, inden gerningsmanden begik selvmord. Adam Lanzas mor arbejde selv på Sandy Hook, og flere af hendes elever er angiveligt blandt ofrene for Lanzas kugleregn. Børnene var mellem fem og 10 år.

Ifølge ABC News skød Lanza sin mor i hovedet, inden han begik en af de værste skolemassakre i amerikansk historie.

Flere amerikanske medier skriver, at Lanza havde tre våben med sig i bilen til skoleskyderiet. To pistoler, som senere blev fundet inden for Sandy Hooks mure, samt en riffel, som lå i bagagerummet af en bil på skolens område.

Ifølge CNN er alle tre våben købt af den mistænkte morders mor.

Politiet forvekslede i første omgang drabsmanden med Adam Lanzas ældre bror, den 24-årige Ryan Lanza.

Broren er blevet afhørt af politiet i New Jersey, og han har ifølge nyhedsbureauet AP fortalt, at Adam Lanza lider af en personlighedsforstyrrelse og er "en smule autistisk". Ifølge broren boede Adam Lanza med sin mor.

Motivet til forældre-drabet og skolemassakren er endnu ukendt.

Dødstallet efter fredagens tragedie er det næsthøjeste nogensinde efter et skoleskyderi i USA.

I 2007 blev 32 mennesker dræbt på Virginia Tech, da en svært bevæbnet studerende gik amok. 15 andre blev såret. Den 23-årige drabsmand viste gennem længere tid tegn på, at han havde psykiske problemer.

/ritzau/