Udland

Dansker i Tel Aviv: Folk i bombeskjul

Tidligt fredag morgen har Israel indledt en ny bølge af angreb mod Gaza.

Der skulle ifølge nyhedsbureauet AFP være affyret missiler mod Gaza by.

Bombardementerne kommer efter en voldsom nat, hvor millionbyen Tel Aviv for første gang siden Golfkrigen var mål for raketangreb.

Vidste hvordan de skulle reagere

Alligevel var indbyggerne helt klar over, hvordan de skulle handle, da luftarlarmen lød.

-Folk søgte tilflugt i sikre rum eller bombeskjul indenfor, fortæller danske Morten Berthelsen, der bor i Tel Aviv, til tv2.dk

Han mærkede selv rystelserne fra den bombe, der ramte ned tæt ved byen.

-Dem, der var udenfor, smed sig på jorden eller søgte hen til større bygninger.

Han fortæller, at selvom om det virkede til at være indøvet respons, så kom raketangrebet bag de fleste.

-Folk var selvfølgelig chokerede, fortæller han.

Deler kystlinje

Selvom det umiddelbart kan virke til, at den kosmopolitiske storby Tel Aviv og den islamistisk-regerede Gaza-stribe er meget langt fra hinanden, så deler de to kystlinje.

Derer er i realiteten kun 70 kilometer imellem.

Og med iransk-producerede våben gjorde terrorgruppen Islamisk Jihad tirsdag alvor af deres trusler om at affyre Fajr-5-missiler mod Tel Aviv.

På kortet kan du se, i hvilket omfang missilerne kan ramme.

Et missil, der affyres fra Gaza-striben og når Tel Aviv, vil svare til et missil, der affyres fra København og når for eksempel Korsør eller Kalundborg.