Disney laver Star Wars-film i 2015
Disney-koncernen har købt George Lucas' berømte filmstudie, der også omfatter hans Star Wars-univers, oplyser underholdningsgiganten tirsdag. Samtidig meddeler Disney, at det er planen at indspille flere film i den legendariske sci-fi-serie.
Star Wars 7 vil få premiere i 2015, og to film mere ventes at fortsætte Star Wars-sagaen og bringe serien godt ind i fremtiden, siger Walt Disney Co., i forbindelse med købet af Lucasfilm for over 4 milliarder dollar (knap 25 milliarder kroner).
"Nu er det på tide for mig at give Star Wars videre til en ny generation af filmmagere. Jeg har altid været overbevist om, at Star Wars ville overleve mig, og jeg synes, at det er vigtigt at gennemføre overdragelsen, mens jeg stadig er i live," siger George Lucas.
Den første Star Wars-film havde premiere i 1977, og der har været to trilogier, tre fra 1977-1983 og andre tre fra 1999-2005.