Udland

Syriens hær angriber oprørernes grænseby

Den syriske hær gennemførte i dag et heftigt bombardement af byen Abu Kamal på grænsen til Irak dagen efter, at oprørere indtog den strategisk vigtige grænseovergang på stedet. Det oplyser oprørere og læger.

Beboere på den irakiske side af grænsen siger, at venner og slægtninge på den syriske side forsøgte at slippe ind i Irak. Men de blev afvist af irakiske soldater, der har taget opstilling ved grænsen.

"Abu Kamal bliver beskudt med granater endnu mere voldsomt end i går aftes," siger en officer fra oprørerne i Syriens Frie Hær over telefonen.

"Den syriske hær angriber alle områder af byen," fortæller han.

En læge oplyser, at fire mennesker er dræbt under beskydningen.

Irakiske embedsmænd sagde torsdag aften, at de syriske oprørere havde indtaget grænseovergangen ved Albu Kamal. Irak reagerede ved at lukke grænsen og postere soldater langs den.

Den irakiske viceindenrigsminister, Adnan ak-Assadi, fortalte i går, at irakiske officerer har været vidne til lemlæstelser og henrettelser begået af Syriens Frie Hær. Ved en grænsepost fik en syrisk oberstløjtnant skåret sine arme og ben af.

"Derefter henrettede de 22 soldater for øjnene af irakiske soldater," berettede han.

Hans vurdering var, at Syriens hær koncentrerer sig om forsvaret af hovedstaden Damaskus, hvor Syriens præsident Bashar al-Assads regime i går for første gang stormede et distrikt med kampvogne.