Overblik: Dramatisk dag i Syrien

Torsdag var endnu en begivenhedsrig dag i Syrien, hvor oprørsstyrker kæmper for at fravriste præsident Bashar al-Assad og hans regime magten. Her følger dagens væsentligste udviklinger i og for Syrien:

* Kampene inde i selve hovedstaden Damaskus fortsatte torsdag, efter styret onsdag meddelte, at et bombeangreb havde kostet flere militære topfolk livet. Heriblandt forsvarsministeren og præsident Bashar al-Assads svoger.

* Hundredvis af mennesker flygter ifølge organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ud af Damaskus' vestlige Mezze-distrikt. De er bange for, at militæret iværksætter en storstilet militæraktion. Beboere flygter også ud af området Tarmuk og boligområdet for palæstinensiske flygtninge Yarmuk.

* Hæren giver indbyggerne 48 timer til at forlade visse områder af Damaskus. "Disse ekstremt voldelige kampe kan fortsætte de næste 48 timer for at rense byen for terrorister, inden ramadanen begynder," siger en sikkerhedskilde til AFP med reference til muslimernes hellige fastemåned.

* Hæren stormer Qaboun-distriktet i Damaskus med et stort antal kampvogne, siger Syriens Observatorium for Menneskerettigheder. Ifølge organisationen er det første gang, kampvognsangreb finder sted i Damaskus.

* Stats-tv viser billeder af præsident Bashar al-Assad med sin nyudnævnte forsvarsminister Fahd al-Freij. Det er præsidentens første offentlige optræden siden bombeangrebet onsdag. Der går rygter om, at han har forladt Damaskus og muligvis befinder sig i kystbyen Latakia.

* Rusland og Kina nedlægger veto i FN's Sikkerhedsråd mod sanktioner vendt mod Syriens regime. Det er tredje gang, det sker. Efterfølgende afviser USA at yde støtte til en forlængelse af mandatet for FN's fredsobservatører i landet.

* Ifølge Iraks viceindenrigsminister har oprørerne erobret alle grænseposter på grænsen mellem Irak og Syrien. Oprørerne meddeler selv, at de også har sat sig på to vigtige grænseovergange mellem Syrien og Tyrkiet.

* EU gør klar til at fastfryse værdier hos 26 personer tæt på Assad. Samtidig siger diplomater, at EU også vil lægge op til at stoppe skibe og fly på vej til Syrien med våben.

* Tusindvis af syrere er i løbet af torsdagen flygtet over grænsen til Libanon, og samtidig forlader tusindvis af irakere landet og vender hjem til Irak.