Udland

Romney rejste 100 millioner dollar i juni

Republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney rejste et rekordbeløb i sidste måned til sin valgkamp.

Mere end 100 millioner dollar (godt 600 millioner kroner) tilflød republikaneren Mitt Romneys valgkampagne i juni. Det er det største beløb, der indtil nu er rejst under dette års valgkamp.

Holdet bag præsident Barack Obamas valgkampagne har endnu ikke oplyst, hvor meget det formåede at skrabe ind i juni, men ifølge nyhedsbureauet AFP kan juni meget vel blive den anden måned i træk med Romney som vinder af pengekapløbet.

I maj formåede Romney og hans allierede for første gang at rejse et større beløb end præsidentens støtter. 77 millioner dollar mod 60 millioner dollar. Valgkampen op til afstemningen den 6. november ventes at blive den dyreste nogensinde i USA.

Obamas lejr betegner meldingen om Romneys rekordstore indsamling som et forsøg på at fjerne opmærksomheden fra den negative mediedækning, republikaneren har oplevet på det seneste. Det siger Ben LaBolt, talsmand for Obamas kampagne.

- Amerikanerne bekymrer sig ikke særligt meget om, hvor mange penge han rejser for at blive valgt. De er mere interesseret i at få at vide, hvad han vil gøre, når han har ophævet sundhedsreformen. Det har han ikke sagt noget om, siger LaBolt.

USA's højesteret stadfæstede for en uge siden Barack Obamas omstridte sundhedsreform. Romney mener afgørelsen er forkert, og han har garanteret vælgerne at afskaffe reformen, hvis han vinder præsidentvalget.

Barack Obama besidder fortsat rekorden som den kandidat, der har rejst det største beløb på et enkelt måned. I september 2008 kradsede hans kampagne 150,7 millioner dollar ind.

/ritzau/Reuters