Rygterne svirrer: Guds partikel fundet

I omtrent 45 år har fysikere verden over revet sig i hår og skæg over den såkaldte Higgs-partikel.

Partiklen menes at være en af universets grundsten, men ingen har været i stand til at finde frem til den. Indtil nu. Måske.

For onsdag løfter forskerne i det internationale atom-forskningscenter Cern sløret for resultatet af forsøg, der kan have ført til, at Higgs-partiklen - også kaldet Guds partikel - er blevet opdaget.

"Der er en rygtemølle, der kører ret voldsomt," siger fysiker Troels Petersen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Han ser fundet af Higgs-partiklen som noget af det vigtigste i fysikkens verden inden for de seneste mange år:

"Det bliver ikke meget større. Vi har en helt fabelagtig model for naturlovene, men den mangler en brik - og det er Higgs'en. Det er den sidste uopdagede partikel i det, vi kalder standardmodellen," lyder det fra lektoren.

"Det er et spørgsmål, der har naget os i 45 år, så voldsomt er det. Vores ældste professorer har lært om Higgs, da de startede på fysik, og alene jagten på Higgs'en har kastet to Nobel-priser af sig og har skabt World Wide Web (www, red.) som biprodukt," fortsætter han.

Beskriver alt - undtagen tyngdeloven

Standardmodellen er formlerne for, hvordan elementarpartikler opfører sig. Og da alt er bygget op af elementarpartikler, så beskriver den universet. På nær tyngdeloven.

Forsøget er lavet i den 27 kilometer lange underjordiske superaccelerator LHC i Schweiz, hvor forskerne har fået tunge dele af protoner til at kollidere i en fart, der ligger tæt på lysets hastighed.

På den måde har man forsøgt at genskabe en tilstand, der kan sammenlignes med Big Bang, og dermed også kan genskabe Higgs-partiklen.

Selvom Cern skulle melde ud, at de har fundet Higgs-partiklen, tror Troels Petersen, at forskerne vil have nogle forbehold:

"Cern går nok ikke ud og siger, at nu er Higgs'en helt sikkert fundet. Det er nok nærmere med 99,99 procent sikkerhed eller lignende," siger Troels Petersen.

Cern ventes at afsløre den længe ventede nyhed onsdag klokken 11.00.