Udland

Hu: Hård hund, loyal partisoldat og lidt kedelig

Det har sat Danmark på den anden ende, at den kinesiske præsident kommer på besøg.

Det er fordi, at Hu Jintao er en af de mest indflydelsesrige personer i verden, men det er ikke meget, verden ved om Hu.

Han var ukendt som person, da han blev valgt til præsident af Folkekongressen i marts 2003. Og nu, ti år senere, hvor han er ved at trække sig tilbage, er kendskabet til hans personlighed ikke blevet meget større.

Den kinesiske præsident har været meget lukket i forhold til pressen. I de snart ti år han har været præsident, har han ikke stillet op til et personligt interview en eneste gang. Så der er ikke noget usædvanligt i, at han har afvist at deltage i en pressekonference under besøget i Danmark.

Den 69-årige præsident har en næsten 50 års tro tjeneste i det kinesiske kommunistparti bag sig. Hans loyalitet og lydighed over for partiet menes at have bidraget til hans vej mod præsidentembedet.

Som præsident har hans slagord været en stræben efter "det harmoniske samfund". Slagordet dækker over, at Kina skal fortsætte sin økonomiske kurs - men at man også skal passe på de sociale spændinger, som alt for store uligheder i samfundet kan medføre.

Konkret har har Hu Jintao gjort kampen mod korruption til sin mærkesag. Han har lovet at fremme god regeringsførelse og advaret om, at selve socialismen er på spil.

Til gengæld afviser han politiske reformer i demokratisk retning. Han har blankt afvist vestligt inspirerede politiske reformer og advaret om, at de vil lede Kina ned ad en blindgyde.

Det er ikke meget offentligheden ved om det private menneske. Han er 69 år gammel og blev født i Anhui-provinsen i 1942. Han er således den første præsident i Kina, der ikke stammer fra Mao's og de første kinesiske lederes generation.

Ifølge hans officielle biografi stammer han fra en tehandler-familie. Han mistede sin mor som syvårig og voksede derfor op hos sin tante.

Han har en søn og en datter og er gift med en tidligere medstuderende.

Siden 1964 har han været et engageret medlem af kommunistpartiet, men oprindelig er han uddannet ingeniør i vandteknologi fra det ansete Qinghua-universitet.

Hans politiske karriere tog fart i slutningen af 70'erne. I 80'erne var han partileder i den fattige Guizhou-provins og Tibet, hvor han stod for en hård kurs mod demonstranter, der krævede uafhængighed.

Privat beskrives Hu Jintao som en tilbageholdende og intelligent mand, der siges at være glad for dans og bordtennis.