Viggo Mortensen revser dansk politik

Den dansk-amerikanske Hollywood-stjerne Viggo Mortensen er i øjeblikket i Cannes, hvor han sammen med holdet bag filmen 'On the road' er med i kampen om De Gyldne Palmer.

TV 2 har mødt Viggo Mortensen, der udover at være skuespiller, maler og fotograf også er politisk aktivist, og han langer ud efter europæiske regeringer, inklusive den danske.

"Jeg synes, at vi lever konservative tider. Selv om man har en socialdemokratisk regering i Danmark og man Obama i USA, er de ret konservative. De følger linjen fra Rasmussen og Bush," siger Viggo Mortensen.

'On the road' er baseret på Jack Kerouacs roman fra 1957 og fortæller om tre unge mennesker, der søger frihed og væk fra autoriteter.

Viggo Mortensen håber, at filmen kan blive et wake up-call for nutidens unge.

"Den kan måske få den nye generation til at tænke på, hvad der sker - og sige "nej" til mange ting, som næsten alle har accepteret.

Hvad skal man sige "nej" til? "Man skal fx ikke give penge til bankerne. Det har været helt forkert - både i USA og i Europa," siger han.