Jubii-stifter: Facebook er uhåndterligt

Det var en af verdenshistoriens største børsnoteringer, da internet-giganten Facebook fredag blev introduceret på den amerikanske Nasdaq-børs.
Men børseventyret er langt fra gået som planlagt for den 28-årige stifter, Mark Zuckerberg. Selskabet er blevet sagsøgt af utilfredse investorer og aktien er faldet.
Det begyndte ellers fint. Aktien blev sat til salg til en pris på 38 dollars og steg kort efter til 42 dollars. Men så gik det hurtigt den anden vej. I mandags kostede en aktie 34 dollars og for en time siden var den nede i 32 dollars.
Kommer ikke bag på Jubii-stifter
Men både op- og nedtur kommer ikke bag på alle i branchen. IT-entreprenør Martin Thorborg kender til det med eventyr.
Han stod bag den danske søgeportal Jubii og salget af hans eget IT-eventyr blev en succes. Han har fulgt Facebook-noteringen, og er ikke overrasket over udviklingen.
"Aktien har været sat meget højt. Man har virkelig spændt buen til det yderste, samtidig med at Facebook er uhåndterligt. Ingen aner, hvad Facebook er værd, og så har man bare sagt 100 milliarder dollar," siger Martin Thorborg til TV 2 | NYHEDERNE.
100 milliarder dollar viste sig at være et stykke over mål. 603 mia. var i prisen i danske kroner, men efter blot få dage på børsen var værdien gået ned med 119 milliarder kroner.
Nedtur begyndte hurtigt
Eventyret så ellers lyst ud, da Facebook-stifter Mark Zuckerberg, åbnede Nasdaq-børsen i sidste uge fra hovedkvarteret i Californien.
Men nedturen begyndte hurtigt. Aktiekursen dykkede og det fik anklagerne frem. Nu har flere investorer valgt at lægge sag an mod Facebook. De mener virksomheden, forud for børsnoteringen, har tilbageholdt vigtige oplysninger om den reelle værdi.
Også en række store banker, som har tjent enorme summer på børsnoteringen, står sammen med Facebook anklaget. Facebook har svaret igen og sagt, at de mener, at anklagerne er ubegrundede.
"Giv en pilsner, Zuckerberg"
Prisen viste sig at være for høj. men de 900 millioner bruger er der stadig og mulighederne for at gøre Facebook til en guldrandet forretning er stadig gode.
Mens taberne i USA forbereder et søgsmål mod Facebook og de involverede banker, tager Martin Thorborg sit tab med et smil. Også han købte fredag et stykke af eventyret.
"Jeg købte for 10.000 kr. aktier og har vel tabt 2000 - 2200 kroner, så jeg synes godt, at Mark Zuckerberg kunne give en pilsner eller to," griner Thorborg.