Udland

Tantholdt smidt ud af Bahrain

De bahrainske myndigheder har nægtet TV 2's korrespondent adgang til landet. Da TV 2-holdet i går ankom i lufthavnen i Bahrain, fik de besked på, at de godt kunne sætte sig på et fly og forlade landet igen. Bahrain har længe afvist at give visum til journalister, så Rasmus Tantholdt havde skaffet en billet til formel 1-løbet og forsøgte at komme ind under dække af at være en almindelig turist.

"Tilsyneladende har de skygget os sidst, vi var her, og det fornemmede vi også, at vi blev overvåget," siger Rasmus Tantholdt til nyhederne.tv2.dk.

Tre dages vrede

Korrespondenten var rejst til landet for at dække de kommende tre dages demonstrationer - kaldet de tre dages vrede - hvor demonstranterne går på gaden imod gennemførelsen af formel 1-løbet og til fordel for den sultestrejkende dansk-bahrainske statsborger Abdulhadi al-Khawaja.

Da Rasmus Tantholdts pas blev indlæst, dukkede der en række oplysninger om ham op på skærmen, og embedsmanden ved skranken kunne informere Tantholdt om, at de var blevet overvåget af landets hemmelige politi, da de havde været der 14 dage tidligere. Der var de rejst ind som forretningsrejsende.

Tv-holdet havde ingen anden mulighed end at forlade landet, og de fløj derfor til Doha i Qatar. Rasmus Tantholdt har imidlertid et ekstra pas, så i dag forsøgte de igen. Men forgæves. Da de mødte op i lufthavnen, løb de ind i præcis de samme medarbejdere, der allerede havde afvist dem en gang.

"De var så de samme, som vi havde mødt aftenen forinden. De arbejder åbenbart rigtigt meget i det land," siger Rasmus Tantholdt opgivende.

Har ikke flere muligheder for at komme ind

Og netop det med at give op passer ikke helt den erfarne korrespondent.

"Jeg ser ikke mig selv som typen, der giver op, men jeg kan ikke rigtig se nogen muligheder for at komme ind. Nu har jeg prøvet med to forskellige pas, og jeg bliver udelukket, hver gang jeg prøver. Det er umuligt for mig at komme til Bahrain."

Nu sidder Rasmus Tantholdt i Dubai og skal dække demonstrationerne ved hjælp af sine kilder inde i landet.

"Det er frustrerende ikke at kunne komme ind og rapportere, især med det i mente at der ligger en dansk statsborger derinde og er døden nær," siger han.