Udland

Santorum bekræfter: Jeg er ude

Den amerikanske politiker Rick Santorum dropper ud af kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Det har Rick Santorum selv netop bekræftet på et 20 minutter langt og følelsesladet pressemøde i hjemstaten Pennsylvania, mens han havde sin kone og store børn stående bag sig.

Santorum fortalte på pressemødet, at familien er årsag til, at han trækker sig. Hans datter blev indlagt på hospitalet i weekenden og er alvorligt syg.

BLÅ BOG - Rick Santorum

* Rick Santorum er født den 10. maj 1958 i delstaten Virginia.

* Han har repræsenteret delstaten Pennsylvania i begge kamre i Kongressen. Først i Repræsentanternes Hus, som han blev valgt ind i som 32-årig i 1990 og derefter i senatet fra 1994-2006.

* Rick Santorum er kristen og er blevet stemme for den kristne højrefløj i det Republikanske parti.

* I valgkampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2012 har han blandt andre kæmpet mod Mitt Romney og Newt Gingrich.

* Han er gift og har syv børn.

Kilde: CNN

At Rick Santorum har trukket sig, betyder, at det tegner særdeles lyst for storfavoritten Mitt Romney, som i starten af april tog et stort skridt på vej mod at blive republikanernes kandidat til at udfordre Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Her gjorde han rent bord med tre sejre i primærvalgene i Maryland, Washington DC og Wisconsin.

Den højrereligiøse og dybt konservative Rick Santorum har i en længere periode haltet efter Romney både med hensyn til antallet af delegerede og økonomisk støtte.

Den tidligere senator Santorum har tidligere lovet at blive i valgkampen i hvert fald indtil 24. april, hvor der er primærvalg i hans hjemstat Pennsylvania, og hvor han stadig fører over Romney i meningsmålingerne.