Udland

Prinsesse skal døbes den 22. maj

Sveriges lille prinsesse skal døbes i Slottskyrkan i Stockholm den 22. maj. Rygterne vil vide, at kronprins Frederik skal være fadder.

Den nye svenske prinsesse og hertuginde af Östergötland har allerede fået sit navn - Estelle Silvia Ewa Mary.

To dage inden - den 20. maj - er der også barnedåb i Danmark, når prins Joachims og prinsesse Maries datter skal døbes i Møgeltønder. I modsætning til den svenske prinsesse er den danske prinsesses navne tophemmelige.

Hvem, der får æren af at være faddere, er dog hemmeligt både i Sverige og i Danmark.

Men rygterne har længe svirret om, at kronprins Frederik bliver en af fadderne til den svenske prinsesse.

Estelle har et af sine fire navne som en hilsen til kronprinsesse Mary.

Kronprinsparret er nære venner af prinsessens forældre, kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, og Victoria er da også en af de otte faddere til kronprinsparrets ældste søn, prins Christian.

Victoria er desuden fadder til det norske kronprinspars datter, prinsesse Ingrid Alexandra.

Prinsesse Estelle blev født tidligt om morgenen den 23. februar på Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm.

De første billeder af den ny prinsesse blev allerede om eftermiddagen lagt ud på kongehusets Facebook-side og afslørede en lille, mørkhåret dejlighed.

Hun er kong Carl XVI Gustafs og dronning Silvias første barnebarn, for hverken kronprinsesse Victorias lillebror, prins Carl Philip, eller lillesøster, prinsesse Madeleine, er gift eller har fået børn.

Prinsesse Estelle er nummer to i den svenske tronfølge.