Tantholdt mødte den frie syriske hær på flugt

Nyhedernes korrespondent Rasmus Tantholdt og fotografen Simon Borg har været inde i Syrien lige uden for byen Idlib, hvor de hører skuddene fra de mange snigskytter, der har drevet tusinder på flugt.

Tv-holdet gemmer sig i læ af et betonkompleks sammen med soldater fra den frie syriske hær, der også har været tvunget til at tage flugten pga. den massive overmagt fra Assad-styrets hær. Soldaterne viser beredvilligt frem af deres udstyr, men de mangler både ammunition og ordentlige sprængstoffer for at kunne tage kampen op.

Oprørerne drevet ud af de store byer

Idlib var den sidste store by, som blev kontrolleret af oprørerne. Nu er der kun mindre byer tilbage i oprørernes hænder, mens de fortsat trænges længere og længere op mod den tyrkiske grænse.

"Vi er bange, meget bange. Vi tager op i bjergene. Alle mennesker flygter," lyder det fra en af oprørerne. En anden understreger, at de kæmper for frihed, og ikke de forskellige gruppers særinteresser:

"Det skal have 100 procent demokrati. Vi skal leve sammen i broderskab. Men under Assad og hans styre vil det aldrig være muligt."

Oprørerne ved, hvad de kæmper for, men de ved også, at det ikke er nok, at de kæmper alene.