Afghaner dør i flammer efter attentatforsøg

En afghansk mand er død, efter at han forsøgte at dræbe amerikanske soldater i Camp Bastion i Afghanistan.
Manden var en afghansk tolk, der i en stjålen bil forsøgte at køre ind i og skade amerikanske soldater.
Det siger amerikanske militærkilder.
Manden stjal bilen fra en amerikansk soldat på basen, hvor også danske soldater holder til, og kørte mod en gruppe amerikanske soldater, der stod og ventede på USA's forsvarsminister, Leon Panetta, der var ved at lande i et fly.
Tolken kørte imidlertid galt, og bilen brød i brand. Manden er død af sine brandsår, siger kilderne.
"Min formodning er, at han havde til hensigt at skade soldaterne. Men jeg tror ikke, han havde som mål at ramme forsvarsministeren. Inge kan kende forskel på de mange fly, der lander," siger general Mike Scaparotti.
Manden havde læsset en beholder med benzin på bilen, inden han kørte mod soldaterne.
Leon Panetta er ankommet til Afghanistan få dage efter, at en amerikansk soldat gik amok og skød 16 civile - de fleste kvinder og børn - i to afghanske landsbyer i Kandahar-provinsen.
Massakren er den værste, siden USA invaderede Afghanistan i 2001. Aktionen har forværret forholdet mellem de to lande yderligere oven på de seneste ugers protester over amerikanske soldaters koran-afbrændinger.
Den amerikanske soldat, der er mistænkt for drabene, er torsdag fløjet ud af Afghanistan til Kuwait, oplyser en talsmand for Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium.
Afghanske politikere har krævet den amerikansk soldater retsforfulgt i Afghanistan, og flere udtrykker forargelse og vrede over, at amerikanerne har fløjet ham ud af landet.
Efter besøget i Camp Bastion skal Leon Panetta senere torsdag mødes med den afghanske præsident, Hamid Karzai, og prøve at glatte ud.