Rasmus Tantholdt sneg sig ind i Syrien
Mens det oprørsplagede Syrien stort set er lukket land for vestlige journalister, er det lykkes for TV 2 | NYHEDERNE's Rasmus Tantholdt og Simon Borg at krydse grænsen.
I to dage har de besøgt oprørere og været vidner til oprørshærens kamp mod Bashar-al-Assads regeringsstyrker.
Især byen Homs har været i fokus, fordi oprørshæren her har lidt store tab under voldsomme kampe mod Assads styrker.
Længere mod nord, i byen Idlib, har kampene de seneste dage været endnu hårdere, fortæller Rasmus Tantholdt.
"I morges da vi vågnede var det til lyden af Bashar-al-Assads styrker - mortér-granater og raketter røg ned over byen. Én ting er at se det på tv, noget andet er, at stå der selv og opleve, hvordan raketterne rammer fuldstændig tilfældigt. Alle de raketter, som vi var ude at se på, efter de havde ramt, de havde ramt civile. Ingen havde ramt nogen fra Den Frie Syriske Hær. De befandt sig slet ikke i byen på det tidspunkt. Sådan er situationen for folk her i den nordlige del af Syrien, hvor vi befinder os," fortæller Rasmus Tantholdt fra Syrien.
Afleverer børn til fremmede
De massive angreb har ramt Idlibs borgere i adskillige dage. De ved, at regeringsstyrkerne omringer dem. De ved, at der hele tiden kommer nye angreb. De ved bare ikke hvornĂĄr.
Angrebene kommer som raketter fra luften og som ild fra kampvogne. Ingen kan vide sig sikker. I dag døde mindst ti borgere i byen - ifølge oprørerne, der svarer igen med de midler de har. I dag lokkede de 10 regeringssoldater i baghold og dræbte dem. Stadig ifølge oprørernes egne oplysninger.
Men for oprørerne er det lette våben mod tunge kampvogne og artilleri.
I begyndelsen af oprøret havde Idlibs borgere et håb om frihed. Lige nu flygter de. Forældre afleverer deres børn til fremmede - i håb om at de slipper væk og redder livet.