Udland

Lam mand vil have lov til at dø

Den engelske landsret har i dag besluttet at fortsætte en kontroversiel sag om aktiv dødshjælp.

Sagen drejer som om en totallammet 58-årig mand, der ønsker rettens ord for, at en læge må slå ham ihjel - uden at blive retsforfulgt.

Tony Nicklinsons hjerne fejler intet, men han er så lammet, at han kun kan kommunikere gennem en computer, der registrerer, når han blinker.

Han fik et massivt slagtilfælde i 2005 og lider af "locked-in-syndrom", hvor den eneste muskel Tony Nicklinson selv kan kontrollere, er øjnene. Han er bogstavelig talt låst inde i sin egen krop.

"Da Tony kom hjem fra sygehuset og lærte at bruge tavlen, spurgte han som noget af det første, om jeg ville hjælpe ham med at tage sit eget liv," siger Tonys kone, Jane Nicklinson.

Har spillet rugby hele livet

Tony har spillet rugby hele sit liv og var før ulykken formand for den lokale sportklub.

"Jeg går til tandlæge en gang om året og ser ikke dem, der kommer på besøg. Jeg kan ikke tale og bliver bare mere frustreret over ikke at kunne bidrage til samtalen, end ikke at se nogen. Det er det mindste af to onder," siger Tony Nicklinson via sin talecomputer.

Derfor er Tony Nicklinson gået i retten for at få lov at dø.

En repræsentant fra justitsministeriet argumenterede i dag for, at spørgsmål om aktiv dødshjælp ikke er en sag for retten, men for politikerne - fordi aktiv dødshjælp er ulovligt i England. Men landsretten besluttede altså, at Tony Nicklinson skal have lov til at få sin sag hørt.

"Jeg er henrykt over, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp nu høres af retten," siger Tony Nicklinson.

Hans sag skal nu til en fuld høring, hvor alle medicinske aspekter vil blive inddraget.