Gruopvækkende meldinger fra Homs
Demonstranter i Syrien trodsede fredag det store opbud af sikkerhedsstyrker i blandt andet oprørsbyen Homs og strømmede ud i gaderne efter fredagsbønnen for at fortsætte protesterne mod præsident Bashar al-Assad.
Aktivister i Homs siger, at de syriske styrker jagter og dræber de oprørere, der er blevet tilbage i bydelen Baba Amro.
Efter regeringsstyrkerne har presset oprørerne ud af Baba Amro, begynder der nu at komme "gruopvækkende" meldinger om, at Assads styrker foretager vilkårlige henrettelser, anholdelser og tortur i den sønderskudte by, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
"Der fandt et stort angreb sted mod Homs i går," sagde Ban fredag til de 193 medlemslande i FN's Generalforsamling i New York.
Store civile tab
"De civile tab har tydeligvis været store. Vi modtager fortsat gruopvækkende rapporter om summariske henrettelser, vilkårlige fængslinger og tortur," fortsatte Ban.
Syriens FN-ambassadør, Bashar Jaafari, gentog påstanden om, at Syrien kæmper mod "bevæbnede terrorister" og kritiserer Bans udtalelser, som ifølge Jaafari bygger på "meninger og rygter".
Ban opfordrede samtidig den syriske regering til at sikre, at hjælpen kommer ind til befolkningen i Baba Amro.
Men trods løfter fra det syriske styre fik Røde Kors og søsterorganisationen Røde Halvmåne ikke lov at komme ind i kvarteret fredag.
"Hvor er verden?"
En aktivist fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at hæren holder konvojen tilbage fordi "de vil rydde op efter det, de har gjort i Baba Amro".
"Alle mænd mellem 14 og 50 år, som var tilbage i området, blev anholdt. Vi frygter, at de vil blive massakreret. Hvor er verden?," spørger en aktivist.
"Massakrerne fortsætter. De torterer dem og dræber en efter en. De henretter dem i bundter," siger en anden aktivist, der formåede at komme ud af Baba Amro fredag, i telefonen til nyhedsbureauet Reuters.
Som med alle de meldinger, der kommer fra aktivister i Homs, kunne oplysningerne ikke bekræftes fra uafhængigt hold.