Nødhjælp på vej mod Homs i Syrien
En konvoj med mad, medicin og andet nødhjælp ventes fredag middag at ankomme til den syriske oprørsby Homs. Det siger Internationale Røde Kors Komité (ICRC).
Håbet er at komme inde i bydelen Baba Amro, som regeringsstyrker har bombarderet med artilleri og kampvogne gennem mere end tre uger. Torsdag indtog Syriens hær den snedækkede bydel .
"Et fælles hold fra ICRC og den syriske Røde Halvmåne har forladt Damaskus her til morgen med retning mod Homs med syv vognladninger med mad og andet," siger talsmanden Hicham Hassan fra Røde Kors.
"Sne gør konvojens fremfærd langsommere. Frivillige fra Røde Halvmåne og ambulancer venter på konvojen i Homs, og vi håber at komme ind i Baba Amro så hurtigt som muligt," tilføjer han.
ICRC har siden 21. februar forhandlet med både myndigheder og oprørere om at få adgang til Baba Amro. Torsdag fik de langt om længe grønt lys fra regimet til at sende nødhjælp ind.
Homs er Syriens tredjestørste by med omkring en million indbyggere. Før oprøret begyndte blev det anslået, at omkring 100.000 boede i bydelen Baba Amro.
Men mange er flygtet de seneste måneder, og det er uklart, hvor mange der fortsat bor i byen. Et skøn lyder på 4000.
Baba Amro har siden den 4. februar været under intense angreb, der har kostet hundredvis af mennesker livet. Torsdag aften lød meldingen fra aktivister og iagttagere, at kampene alene på denne dag kostede mindst 17 mennesker livet.