Udland

Efter atomaftale: Clinton håber på ny kurs

USA's udenrigsminister er bekymret over Nordkoreas atomprogram, men håber aftale markerer kursskifte.

Med aftalen om at Nordkorea skal suspendere atomprøvesprængninger og tillade inspektører at overvåge et varslet stop af uranberigelse, vokser håbet om en reformkurs fra den nyudnævnte leder af det ellers hermetisk lukkede land.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Aftalen kommer kort tid efter, at Kim Jong-Un i december overtog magten i Nordkorea efter sin far, Kim Jong-il, der døde af et hjerteanfald.

- Da Kim Jong-ill døde, sagde jeg, at vi håber, at det nye lederskab vælger at styre landet fredeligt ved at leve op til sine internationale forpligtelser, siger den amerikanske udenrigsminister og fortsætter:

- Aftalen er et beskedent første skridt i den rigtige retning.

Hun understreger dog, at USA fortsat er dybt bekymret over Nordkoreas atomprogram.

Nordkorea har gennemført atomprøvesprængninger, og landet trak sig ud af atomforhandlinger med USA, Kina, Rusland, Japan og Sydkorea i 2009 på grund af "USA's fjendtlighed".

Og landet har spillet gevaldigt med musklerne over for Sydkorea. Især siden marts 2010, hvor Sydkorea anklagede Nordkorea for at stå bag et torpedoangreb på et krigsskib, som sank, og hvor 46 mand druknede.

Ifølge analytikere giver aftalen - med inspektørernes tilbagevenden - det internationale samfund et vigtigt indblik i landets atomprogram.

Jack Pritchard, som tidligere har forhandlet for USA med Nordkorea og nu er chef for det sydkoreanske økonomiske institut, siger, at aftalen er et vigtig første skridt.

- Dette giver en form for kontrol med det nordkoreanske atomprogram, som vi ikke har haft i adskillige år, siger han.

Pritchard finder det dog usandsynligt, at Nordkoreas unge og uprøvede nye leder, Kim Jong-un, er klar til at overholde kravet fra omverdenen om at skrotte hele atomprogrammet.

- Hvorfor skulle denne 28-årige leder ??opgive det eneste våben, han har til at sikre sit regimes overlevelse mod supermagterne? Det kommer han ikke til at gøre, siger analytikeren.

Til gengæld for Nordkoreas ændringer har USA lovet 240.000 ton fødehjælp med udsigt til mere. Aftalen blev allerede indgået i forbindelse med forhandlinger i Beijing i sidste uge, men blev først offentliggjort onsdag.

/ritzau/Reuters