Udland

Finanspagt er ingen mirakelkur

Der er stadig lang vej for at løse de økonomiske problemer i Europa. Sådan lyder meldingen, efter 25 EU-lande er blevet enige om en finanspagt, der skal tøjle offentlig gæld i Europa.

"Hverken EU's finanspagt eller planen om jobvenlig vækst er en mirakelkur, der løser den aktuelle gældskrise i for eksempel Grækenland og Portugal. De finansielle markeder havde nok hellere set, at der var kommet en afklaring på Grækenlands situation. Men investorerne må altså vente lidt endnu," skriver seniorøkonom Frank Øland Hansen fra Danske Bank.

Sundere på lang sigt

Danske Bank ser dog også flere positive toner i den nye finansielle aftale. For eksempel at der laves nationale jobplaner for at sætte gang i væksten, og at der skal være bedre adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder.

"Finanspagten betyder, at Europa på lang sigt vil have sundere offentlige finanser, hvilket reducerer risikoen for en ny gældskrise."

"Finanspagten vil bidrage til at gøre eurolandenes offentlige finanser mere ens, så de bedre kan være i valutaunion sammen - lige børn leger efter sigende bedst," skriver Frank Øland Hansen.

Stærkt signal til finansmarkederne

Dansk Industri (DI) er begejstrede for den nye finanspagt, som også Danmark er en del af.

"Væksten kommer ikke tilbage, før finansmarkederne har tillid til, at Europa tager hånd om gældskrisen."

"Med aftalen har vi et fast tidspunkt for, hvornår traktatens budgetregler skal indføres i nationallovning i 25 EU lande. Det er et stærkt signal at sende til finansmarkederne," siger DI's europapolitiske chef, Sinne Conan.

De 25 EU-lande skal formelt underskrive finanspagten på det næste EU-topmøde 1. - 2. marts. Derefter kan aftalen træde i kraft til nytår.