Udland

Skydegal krigsveteran fundet død

I delstaten Washington er 150 politifolks jagt efter en stærkt bevæbnet krigsveteran nu slut.

Politiet siger, at de har fundet liget af en mand, der er identisk med den drabsmand, de har eftersøgt i et døgn i nationalparken Mount Rainier.

Den mistænkte og nu døde 34-årige Benjamin Colton Barnes er krigsveteran fra Irak.

Han har dræbt en kvindelig parkbetjent og er også mistænkt for at have såret fire andre tæt ved parken.

Drabet fandt sted søndag formiddag. Et vidne fortæller til Seattle Times, at han hørte fem skud. Avisen oplyser, at gerningsmanden under sin flugt bar en "lang riffel".

Ifølge en lokal tv-station blev hændelsen udløst, da en parkbetjent forsøgte at stoppe en bil omkring klokken 10. Føreren af bilen løb fra stedet, men blev stoppet af en anden parkbetjent længere nede af vejen, hvor det kom til skududvekslinger.