Udland

Grækenland: Thorning står med kritisk opgave

Når Danmark om tre uger overtager formandskabet for EU, så sker det på et helt afgørende tidspunkt i EU’s historie.

Og den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil være kaldet til at arbejde med dagsordener, som vil have afgørende betydning for Europas befolkninger og institutionerne i EU.

Det siger en af de mest pressede regeringschefer i Europa lige nu - den græske premierminister Lucas Papademos.

Han fik mandag besøg af den danske statsminister som led Helle Thorning-Schmidts i forberedelser til det danske EU-formandskab.

- Besøget i dag er vigtigt, fordi Danmark har formandskabet for EU i de kommende seks måneder. Det sker på et kritisk tidspunkt for EU, og Grækenland vil gøre mest muligt for at hjælpe Danmark i de kommende dage, uger og måneder, siger Lucas Papademos.

Med sin store gæld, manglende skatteopkrævning og tårnhøje arbejdsløshed er Grækenland blevet selve symbolet på gældskrisen i EU.

Men den græske premierminister forsikrede, at det gældsplagede land vil være en medspiller for Danmark - også når det gælder de svære forhandlinger om EU’s budget for 2014-2020.

- Grækenland vil prøve at være så konstruktive som mulig. Grækenland vil gå efter at få et EU-budget, som vil skabe arbejdspladser og øge konkurrenceevnen i hele EU, siger Lucas Papademos.

Han understregede samtidig, at Grækenland i høj grad er enige med Danmark, når det gælder grøn vækst, klima og energi.

- Både Grækenland og Danmark ønsker flere investeringer i grøn teknologi, så vi kan skabe nye job. Vi ved, at Danmark har grøn vækst som en af sine topprioriteter for formandskabet, og det støtter vi i høj grad, siger Lucas Papademos.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt diskuterede parterne også udsigten til en traktatændring efter mandagens udmeldinger fra Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkazy.

- Mødet understreger, at Danmark og Grækenland har gode forbindelser til hinanden, og at vi ser ens på mange af udfordringerne for det danske formandskab, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/