Udland

Ny græsk premierminister udpeget

Lucas Papademos bliver premierminister i Grækenlands ny samlingsregering, skriver det græske nyhedsbureau ANA.

Den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank var på forhånd udpeget som favorit til at overtage posten efter George Papandreou, men udnævnelsen er trukket i langdrag.

Udnævnelsen kommer efter tre dages forhandlinger mellem Grækenlands partiledere.

I løbet af de langtrukne forhandlinger har der hvilet et pres på de græske politikere fra de øvrige lande i eurozonen, der har krævet at se handling fra hovedstaden Athen.

Ny regering taget i ed fredag

Den nye regering bliver ifølge en embedsmand i præsidentens kontor taget i ed fredag. Regeringen støttes af alle de største partier i det græske parlament og får ansvar for at regere Grækenland på et tidspunkt, hvor en statsbankerot truer.

Papademos får ansvaret for at lede samlingsregeringen frem til næste valg. Opgaven bliver at sikre, at den seneste internationale redningsaktion for Grækenland bliver gennemført som planlagt.